Forældresamarbejde
Børnefodbold i SGIF omfatter aldersgrupperne fra U6 til og med U12 i pige- og drengefodbold.
SGIF er en breddeklub med stor vægt på sociale værdier som godt kammeratskab, gode oplevelser med ligesindede i et stærkt fællesskab. Det er en klub, hvor det skal være trygt og rart for både børn og forældre at komme i. Det er også en klub, hvor man deltager og engagerer sig i et forpligtende fællesskab. Styrken er i klubbens medlemmer. Det fortæller vores slogan ”SGIF – vores klub – din klub”.
SGIF er baseret på frivilligt arbejde og kræver derfor en del engagement af forældrene. Når dit barn går til fodbold, er det en rigtig god anledning til at deltage aktivt i dit barns fritidsinteresse, opleve det sociale fællesskab i klubben og støtte klubben med din hjælp til forskellige arrangementer. Forældresamarbejdet i SGIF bygger på gensidig tillid, respekt og loyalitet. Spørg bare i klubben, om der er noget du kan være med til. Klubben har altid brug for din hjælp.
SGIF ønsker at involvere forældre med opgaver som:
- Trænere
- Trænerassistenter
- Holdledere
- Kampledere/dommere
- Tovholdere til ture og sociale arrangementer
- Tøjvask
- Frugtordninger
- Chauffør til udekampe, stævner og ture
- Hjælpere ved klubbens stævner o.l.
I SGIF tilstræber vi at have et højt informationsniveau til forældrene. 2 gange årligt bliver der i årgangen afholdt forældremøder for hele årgangen. Som forældre er man altid velkommen til efter træningen at henvende sig til træneren og tale mere uddybende om barnets trivsel og udvikling i fodbolden. Man er også velkommen til at kontakte UA-formanden eller andet bestyrelsesmedlem. Er barnet i gruppen U6 – U8 er det også muligt at kontakte børnekonsulenten. Kontakt oplysninger findes på klubbens hjemmeside under fanen ”Konakt”.
Vi forventer at forældrene bakker op om træneren og ikke omtaler træneren eller holdkammerater dårligt/negativt. Vi forventer også, at forældrene under træning og kamp repræsenterer SGIF på en værdig og respektfuld måde og efterlever ”De 10 forældrebud”.
De 10 forældrebud:
- Mød op til træning og kamp – barnet ønsker det.
- Giv opmuntring til ALLE spillere under kampen – ikke bare din datter eller søn.
- Giv opmuntring i både med- og modgang – giv ikke uberettiget kritik, men positiv og vejledende kritik.
- Respekter trænerens brug af spillerne – forsøg ikke at påvirke ham/hende under kampen.
- Se på dommeren som en vejleder – kritiser ikke hans/hendes afgørelser.
- Giv opfordringer til dit barn om at deltage – pres ikke.
- Spørg om kampen var spændende og sjov – ikke kun om resultatet.
- Sørg for rigtigt og fornuftigt udstyr – overdriv ikke.
- Vis respekt for arbejdet i klubben – tag initiativ til årlige forældremøder, hvor man kan afklare ambitioner og holdninger. Du behøver ikke andre forudsætninger for at tage del i klubbens liv, end lyst og engagement.
- Tænk på at dit barn spiller fodbold – ikke dig
I SGIF arbejder vi for at give dig som forælder den gode oplevelse sammen med dit barn.
Forældresamarbejde og forældreinvolvering fortsætter som et nødvendigt grundlag for klubben efter U12 i ungdomsfodbolden.